Græske bønner i tomat

 

I slutningen af maj var jeg med to af mine yndlingsmænd i Grækenland; min mand og min far. Det var en fantastisk tur – også for smagsløgene.

Jeg forelskede mig specielt i de her bønner i tomat, som jeg spiste gang på gang på gang hos søde Ilias og den fuldstændig fantastiske kok Eleni på Taverna Platanos på den skønne, maleriske, helt vidunderlige ø Poros (ja, man kan ikke bruge positive tillægsord nok om det sted). Besøg Platanos, hvis du en dag skulle være så heldig at rejse til Poros, det er uden sammenligning det bedste madsted på øen – og fyldt med veganske lækkerier 🙂

Heldigvis spurgte jeg Eleni, hvordan hun laver de her bønner, ellers tror jeg aldrig, jeg havde fundet ud af det, for alle opskrifter, jeg siden fandt, passede ikke rigtig med det, hun fortalte. Det tog lidt tid at ramme den rigtige smag (så godt man nu kan uden ægte, græske, solmodne tomater), men det lykkedes. Hurra 😀

Nå, men her er opskriften, du skal bruge:

  • 250-300 g. store, hvide bønner (butterbeans)
  • 8-900 g. røde (!), modne (!) tomater (du kan til nøds bruge to dåser flåede tomater og hakke dem, men det vil du ikke, for så får du ikke den helt rigtige smag)
  • 3 mellemstore gulerødder
  • 2 løg (1, hvis det er meget stort)
  • 1 stang bladselleri
  • 3 store, gode fed hvidløg
  • 1 potte dild
  • En kæmpe håndfuld bredbladet persille (her dur kruspersille ikke!)
  • 1 spsk tomatpuré
  • 1 tsk sukker
  • 1 spsk æblecidereddike
  • En masse olivenolie
  • Salt, peber

Læg bønnerne i blød aftenen før. Næste dag koges de cirka 50 minutter til en time, de skal være helt møre.

Så skal tomaterne flås – det er nemt. Sæt en stor gryde vand til at koge. Skyl tomaterne og skær et lille kryds i bunden af dem med en urtekniv. Lav en stor skål med isterninger og koldt vand. Læg tomaterne i det bulderkogende vand – ikke alle sammen på en gang, for så holder vandet op med at koge, og det må det ikke. Lad tomaterne blive i vandet i 10-60 sek. På de fleste tomater vil du kunne se, at skindet løsner sig lidt, men hvis ikke tager du dem alligevel op efter et maks et minut, gerne før. Tomaterne tages direkte fra gryden (brug en ske med hul e.l.) over i isvandet. Nu kan du nemt fjerne skindet, tag evt en urtekniv til hjælp. Hak så tomaterne groft og skær den værste blomster/stilk-del fra.

Hak løg, hvidløg og krydderurter, skær gulerødderne i skiver på 3-4 mm., og skær sellerien i små skiver – halvér gerne stangen på langs, så de bliver halve skiver.

Start med at stege løgene, gerne i en sauterpande, ved lav varme i en god slat olivenolie, til de er bløde og gennemsigtige, 3-4 minutter. Skru så op for varmen og tilsæt hvidløg, steg 1 minuts tid. Tilsæt tomatpuré og steg 1 minuts tid mere under omrøring. Tilsæt så gulerødder og selleri og steg videre et par minutter, mens du rører rundt. Tilsæt så tomaterne, sukker og eddike, og lad det hele koge lidt sammen, til tomaterne begynder at smatte lidt, cirka 5 minutter. Tilsæt så krydderurterne og kog et minuts tid, før du til sidst blander bønnerne i. Smag til med salt og peber.

Hæld det hele over i et ildfast fad, smurt med lidt olie. Hæld lidt mere olivenolie over, og sæt hele herligheden i oven ved 180 grader varmluft i 45-60 minutter. Rør evt lidt rundt undervejs. Hvis det bliver for tørt, kan du hælde lidt vand eller olie ved, men det er sikkert ikke nødvendigt. Inden servering hældes endnu en god slat olivenolie over (ja, man må altså ikke være bange for store mængder olivenolie, når man laver middelhavsmad ;))

Parakalò, så er der græske bønner i tomat – det smager himmelsk!

Bønnerne kan enten spises, som de er, evt med lidt salat til, eller de kan bruges som tilbehør til noget andet. Min mand siger, at de også smager pragtfuldt som madpakke dagen efter, selvom de er kolde.

Velbekomme – og husk: visit Greece!

PS. Ekstra tip; I Føtex kan du ofte være heldig at finde super lækre, modne og røde økologiske blommetomater, som egner sig perfekt til retten 🙂

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.