Stegt spidskål med blomkålspuré og ristede svampe

 

Stegt spidskål, blomkålspure, svampe

Det her er indtil videre den lækreste ret med spidskål, jeg nogensinde har lavet – og jeg har lavet en del, for jeg kan virkelig godt lide spidskål.  Retten kan bruges som både hovedret, forret eller tilbehør, det kommer an på, hvor sulten du er, og hvad du ellers laver til. Min mand og jeg spiste det som aftensmad uden andet tilbehør og kom med det ene lykkelige glædesudbrud efter det andet, mens vi spiste, fordi det virkelig var sindssygt lækkert. Yes, man må godt rose sig selv, når man gør det godt.

Du skal bruge:

  • 1 spidskål
  • 1 lille blomkålshoved eller 1/2 stort
  • 1 stor, god håndfuld brune markchampignon (du kan sikkert også bruge andre svampe)
  • En håndfuld store, grønne bønner (jeg vil ikke anbefale almindelige haricot verts i stedet, så hellere hestebønner eller edamame)
  • Vegansk smør – jeg bruger altid Smørbar fra Naturli.
  • En slat hvidvin (kan erstattes med citronsaft)
  • En lille slat vand
  • cirka 1/2 rød chili
  • 2 fed hvidløg
  • Citronskal af 1 citron
  • Lidt friske, blandede urter – jeg brugte persille og merian, men du kan bare bruge, hvad du lige har.
  • 1 lille håndfuld boghvedekerner
  • 1 drys hampefrø

Skær blomkålen inkl. stok i mindre stykker og kog det i saltet vand, ca. 20 min, til det er helt mørt. Blend det helt glat i en blender eller i et blenderglas med en stavblender sammen med skal af ca. 1/2 citron. Smag til med salt.

Imens renser du bønnerne, skærer dem i mindre stykker og koger dem i let saltet vand, til de er møre, men stadig har bid, ca. 5-7 min. Hæld vandet fra og stil dem til side. Rens også svampene, skær dem i mindre stykker og stil dem til side.

Hak chili og hvidløg fint. Hak urterne groft. Rist boghvedekernerne på en pande ved god varme, til de får lidt farve.

Skær spidskålen i halve eller kvarte, afhængigt af størrelse. Smelt en god slat smør på en pande og steg hvidkålen på skærefladen (-fladerne) ved middel varme i nogle minutter, til de har fået en lækker, gylden farve. Vend dem til sidst om på den side, der ikke har skæreflade, hæld ca. ½ dl vand, en lille slat hvidvin (eller citronsaft) og en god klat ekstra smør ved, krydr med (gerne flage-)salt og peber og læg et låg på panden. Skru lidt ned for varmen og lad det stå sådan 3-4 minutter.

Imens steger du svampene på en tør pande ved god varme, indtil væsken er fordampet og de er blevet lækkert gyldne. Hæld en klat smør, revet citronskal af ca. ½ citron, hvidløg, chili og salt ved sammen med bønnerne, skru ned til lav/middel varme, og lad det stå og hygge sig under jævnlig omrøring, mens du ordner og anretter resten.

Tag undervejs låget af panden, skru helt ned på lav varme, og brug en ske til forsigtigt at få noget af væsken fra bunden af panden ind mellem bladene på spidskålen.

Anretning:
Læg en god klat blomkålspuré på den ene side af tallerkenen og smør den ud. Læg et eller to stykker spidskål ovenpå puréen, og læg svampe-bønne-blandingen henover. Drys til sidst med boghvedekerner, hampefrø og urter.

Voilá. Velbekomme 😊

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.